Søren Flytlies forord til min kogebog "Mad for alle blodtyper"

Når man som læge har fravalgt medicin i behandlingen af sygdomme, så står kosten tilbage som en meget afgørende faktor. Men ét kostråd som skal gælde alle, er desværre fejlslagen. Vi mennesker er og bliver ikke ens, heldigvis. Opdelingen af mennesker efter deres blodtype, er måske ikke den endelige sandhed, men med den viden vi har i dag, så er det det tætteste vi kommer på den. Der findes fire slags mennesker med hver sin blodtype. Dét der er godt at spise for den ene, er ikke nødvendigvis godt at spise for alle andre. Lad os tage blodtype A som eksempel: Blodtype A har antistoffer i sit blod imod blodtype B. Det vil sige, at hvis blodtype A ved en fejl, får en blodtransfusion med blodtype B blod ind i årerne, så klistrer blodet sig sammen pga. en enorm immunologisk reaktion - dette er dødeligt. Det er gammel og kendt viden. Det nye ligger i opdagelsen af, at der i mange fødevarer findes proteinstrukturer, kaldet lektiner, som har blodtypelignende egenskaber. I blodbanen bliver op til 4% af disse lektiner optaget, resten udskilles. Her kan det for blodtype A være uhensigtsmæssigt at spise for meget mad, som indeholder proteiner/lektiner, som ligner blodtype B. Der vil opstå en immunologisk reaktion, som kan ses i blodet efter et måltid mad, som ikke passer blodtype A. Denne reaktion har kemotaktiske egenskaber, dvs. at det som en magnet finder hen til det sted i kroppen, hvor der i forvejen er gang i immunsystemet. Således hældes der salt i såret, og ondt gøres værre. Har man fx. tendens til gigt med ondt i led og muskler, så kan det være her, man oplever en forværring. Overordnet, så bliver blodtype A sundere, jo mere vegetarisk der spises, da den lave mavesyre, og dermed fordøjelsen af proteiner, ikke er optimal. Blodtype O kan derimod ikke tåle at være vegetar i længere tid. Blodtype O tåler generelt mere stress og eksponering, som fx. vores kendisser. Så når en kendis har succes med en diæt og skriver bøger om det, ja, så hopper vi alle med på vognen, uanset blodtype. Problemet er bare, at blodtype A kan få hovedpine og miste energi ved at spise blodtype O kost.  Eksempler på blodtype O diæter: Atkins diæt, Paleo kost, Stenalderkost, Dukan diæten, vægtkonsulenterne osv. Allesammen diæter, som handler om at øge proteinindtaget og begrænse stivelsen, hvilket er nøgleordet for blodtype O. Hvis man betvivler blodtypens effekt, så vil jeg opfordre til følgende: Opsøg en kolikramt familie, hvor moderen ammer sit kolikbarn. Ofte vil man finde at moderen er blodtype O, som indtager kaffe, havregryn, mælkeprodukter og hvede. Alt sammen fødevarer, som denne blodtype reagerer negativt på. De lektiner, som opstår ved denne uhensigtsmæssige kost, udfældes i fedtfasen i modermælken, og havner i mave-tarm-kanalen på det ammende barn. Lektinerne vil fæstne sig til barnets tarmslimhinde og forårsage smerter – kolik. Det er endda så påfaldende, at man i litteraturen på lægestudiet omkring spædbarnskolik har valgt at indskrive: Hvis der er spædbarnskolik, skal moderen forsøge mælkefri diæt i 14 dage, da meget kolik herved forsvinder. Dette gælder dog kun for blodtype O, som repræsenterer ca. 42% af befolkningen. Proteinerne i mælk (kasein) ligner blodtype B, som udgør ca. 11% af befolkningen i DK. Derfor skal vi målrette komælk til blodtype B (og kalvene), og ikke skabe et generelt mælkehad, selvom det kunne være nærliggende.  Det første, jeg spørger blodtype B om, er: ”Var du typen, som smed madpakken ud i skolen”? Mange svarer ”ja”. Oftest dem som fik rugbrød med i madpakken. Det værste for blodtype B er nemlig rug (samt kylling og skalddyr). Det er ikke let, når man bor i Danmark, hvor rugbrød er nationalspisen. Blodtype B er ofte rejsegale globetrottere, som lever på solbatterier. Derfor kan en mørk skandinavisk vinter være svært overkommelig. Blodtype AB kaldes “forføreren”. Når jeg møder en AB’er, spørger jeg altid, “Nå, hvilke overnaturlige evner har du så?”. Nogle gange er svaret negativt, men så protesterer en pårørende ofte og siger, at det ikke er rigtigt. Mange alternative behandlere er AB’ere med god intuition og kontakt til mennesker. Jeg kunne blive ved, da de forskellige blodtypers kendetegn, er så fascinerende og meningsfyldte. Erkendelsen af, at vi mennesker ikke er fuldstændig ens, er så forløsende, at det bringer energi til at elske bredt. Skæbnen har villet, at min kone og jeg har skabt en familie, som repræsenterer alle fire blodtyper. Jeg er blodtype A, Helene blodtype B, Jens-Marius blodtype AB, Marta blodtype A og lille Julius er blodtype O. Én ting er helt sikkert: Alle i vores familie er en karikatur på sin blodtype – den kan vi ganske enkelt ikke undslippe, hverken personlighedsmæssigt eller kostmæssigt. Jeg kender dette fantastiske og livsbekræftende menneske, Signe, som har skrevet denne kogebog; og jeg kan på det varmeste anbefale disse nøje skræddersyede opskrifter. 

 

Søren Flytlie
Læge, Århus