Pizzatærte med broccoli

Pizzatærte med broccoli

Ingredienser 3-4 personer

Pizzatærtebund:

  • 1 dl lunkent vand
  • ½ dl olivenolie
  • ½ tsk. havsalt
  • ½ tsk. agavesirup
  • ½ pakke gær
  • 3 dl havregryn
  • Ca. 1 ½ dl sigtet speltmel

Fyld:

  • 1-1½ broccolihoved (500-600 gr.)
  • 4 spsk. (30 gr.) pecorino-ost (alternativt manchego-ost) eller 4 spsk. gærflager
  • ½ dl olivenolie
  • 3 fed presset hvidløg (kan udelades)
  • ½ tsk. tørret oregano eller 2 tsk. frisk oregano
  • 1 knsp. havsalt (lidt mere, hvis du bruger gærflager)

Æggemasse:

  • 2-3 æg
  • 1 dl mandeldrik (eller vand)
  • 1 knsp. havsalt

Tilberedning

  1. Bland lunkent vand med gær, olivenolie, havsalt og agavesirup godt sammen. Tilsæt havregryn og næsten al speltmel. Ælt dejen let og brug speltmel, så den lige ”slipper”. Lad dejen hæve i 30 minutter et lunt sted.
  2. Tænd ovnen på 225 grader.
  3. Skær broccolien i små buketter, stokken i små tern (kassér det nederste af stokken). Hæld kogende vand over, lad det stå i 5 minutter, kom i en si og afkøl.
  4. Riv osten og bland den (eller gærflager) med olivenolien, presset hvidløg, oregano og havsalt. Vend broccolien godt i blandingen med en dejskraber.
  5. Smør en tærteform med olivenolie. Massér dejen ud i tærteformen. Prik huller i den med en gaffel. Bag pizzatærtebunden i 10 minutter og tag den ud.
  6. Pisk æg, mandeldrik og havsalt sammen. Sæt temperaturen i ovnen på 200 gr.
  7. Fordel broccoliblandingen på pizzatærtebunden og hæld æggemassen udover. Bag i yderligere ca. 20 minutter.

Servér gerne med salat af f.eks. hjertesalat, rucola, løg, grapefrugt, hakkede valnødder og squash med lidt citron og havsalt over. Bønnedip er også godt til denne ret.